30 år med kystfluefiskeri - hvor langt er man nået?
Per Karlsen beretter........
Oplægget til den her artikel har været i tankerne gennem meget lang tid, mest fordi jeg under oprydning i mine gemmer i forbindelse med en snarlig flytning, er faldet over det oplæg, som i 70erne, startede det, som nogen har kaldt den ekstra hobby, nemlig kystfluefiskeri.
De ting jeg finder frem er oplæg omkring salg og udbredelse af vores tanker omkring kystflue, ikke mindst fluerne, som Orla Grell på dygtig vis lavede oplægget til, sammen med tegneren Lars Østergård Jensen, med flere.
Min tanke er: Mand!! hvor der dog er sket meget siden 1979, hvor vi første gang førte os frem, med reklame, hjemmelavet forstås, og snak, som senere viste det sig, at skulle give både familien Grell og Karlsen, rigeligt at se til, både ved fluestikket, og ikke mindst ude ved vandet, samt i en lang periode masser af foredrag, skriverier og snak i telefonen.
Hvis vi ser på fremstødet, for nu 30 år siden, så må vi erkende, at vi var glade amatører, også på det område, men jeg er sikker på, at den mangel på professionel markedsføring, dengang gav den følelse blandt ligesindede, at vi var nede på jorden, og at vi vitterlig ønskede en saglig og faglig tilgang til et nyt emne, nemlig kystfluefiskeriet, og det har nok gjort, at den almindelige lystfisker kunne se ideerne, og gik i gang.
Hvad var lokkemaden egentlig i de første tiltag omkring kystfluefiskeri? Jo, det var facts, i form af håndgribelige beviser i form af fangster, tilgængeligt grej, og ikke mindst på fluesiden, kendskab til materialer og fluemønstre, og det var så formidlet to-sidet, enten fra Orla Grell eller undertegnede.
Folk slugte det jo ikke råt, men mange synes, at det var lige at gå til, og det var hele effekten, at få folk til at tro på, at det ville være en sjov og oplevelsesrig hobby, og vi må da selv i jantelovens lys mene, at det er lykkedes ganske godt, dog sagt i samme ombæring, der var selvfølgelig andre pionerer, som fuldbyrdede hele scenariet omkring kystfluefiskeriet i Danmark.
Vi mente også den gang at moralen og etikken var vigtig, vi har aldrig brugt udtrykkene dræber fluer eller generelt påstået, at de ting vi lavede, var det eneste der duede, nej som det her kan læses af Orla Grells oplæg, så var snakken rettet mod ægte facts, og det har forhåbentlig været, ikke mindst, PK- Fluens varemærke - troværdighed, og god fluebindingsmæssigt håndværk!
Orla Grell skrev dengang:
Orla Grell fortæller her, hvordan du lurer ørreden ved kysten med PK- Fluer:
Inden for de sidste halve snese år, er der sket en udvikling i retning af, at kystfiskeriet efter havørred, torsk med mere skal foregå med let grej. Til grejet hører også flueudstyret, og i dag er man så. vidt, at erfaringer og fangstresultater har ført til, at der kan leveres færdige fluesortimenter til fluefiskeri i saltvand!
Sættene er lavet, så de dækker de naturlige føde emner i havet, og kan således bruges til ægte fluefiskeri, til bobleflådet og som almindelig ophænger, men flue-sættene er således sammensat, at de også kan bruges i vore åer, søer og moser.
Testfisker Orla Grell, Høng, fortæller om PK- Flue Sortimenter:
Jeg er en af de gamle kystkæmper, der har fået en ny dimension i mit kystfiskeri. Jeg er gået over til fluefiskeri, det er alt andet overlegent, og samtidig er det enormt spændende. Jeg har dyrket saltvands fluefiskeri siden 1976, og i 1979, kontaktede fluebinder Per Karlsen mig, og det viste sig, at vi i fællesskab kunne udvikle et sæt saltvandsfluer, som virkelig var brugbare.
PK- Fluerne viste sig at være endog meget effektive, og tilmed solidt bundet, og af en beskaffenhed, som jeg kan stå 100 % inde for. Vi foretog nogle enkelte justeringer på testfluerne, og så var sættene klar.
Til ægte fluefiskeri i saltvand bruger jeg en Fenwick kulstang kI.8- i 9, et Berkley 556 fluehjul, samt en flydende line WF7F, hertil et forfang med ca. 4,5 m. længde + et forfang taperet fra 0,50 mm. til 0,28 mm, som spids.
Mine fluer skal pulsere, det vil sige. at de skal være livlige, og det er PK- Fluerne, fordi de er lavet af bløde materialer. Om saltvandsgrej generelt vil jeg sige, at man skal ofre noget godt, altså enten en dyr glasrørstang eller en god kulstang.
Foruden ægte fluefiskeri, bruger jeg også bobleflåd i saltvand, og til det bruges ganske almindeligt spinnegrej. Boblen fyldes med vand eller sand, til en passende vægt, og et tre meter forfang knyttes til boblen. Herefter er der bare, at fiske fluen stille og roligt, med gode pauser ind imellem, og vise en god portion stædighed, så er resultaterne der i form af gode fluefanget fisk.
For at få gode resultater må du kende din kyststrækning, og så er det bare at klø på.
Under testen med PK- Fluer var det især streamers, der virkelig fangede fisk, og jeg har i de sidste tre måneder, fluefanget 18 stk. havørreder og regnbueørreder. Ud over de landede fisk, har jeg mistet eller haft kontakt med lige så mange ørreder. En af hemmelighederne bag den succes, som PK- Streameren har været, er, at de er bundet med levende, fyldige materialer, men er samtidig vægtbelastet. Det betyder, at man kan bevare en luftig flue, og alligevel få den til at synke, i den ønskede dybde.
Jeg må, på baggrund af den erfaring jeg har med PK- Fluer, på det varmeste anbefale disse dejlige, velbundne og velfangne fluer. Prøv et PK- Fluesortiment - du vil få mange dejlige timer, og forhåbentlig gode fangster.
Med ønsket om et kæmpe knæk og bræk - en sportsfisker hilsen fra Orla Grell.
Høng - 1979.
De omtalte fluesortimenter, var dengang et must i vores verden, mest for at få folk i gang, og det blev en virkelig succes, som også betød, at vi måtte lave mønstrene på tryk, og her kom et andet koryfæ på banen, nemlig journalisten og forfatteren Mogens Espersen, han lavede oplægget til forsiden på mine første hæfter, som i øvrigt gik, som varmt brød, da det fulgte med flue sortimenterne.
Billederne viser nogle af de tiltag, som for 30 år siden fik tag i lystfiskerne, og det var virkelig simple virkemidler, men i dag, er det sjovt at se tilbage på, i betragtning af, hvad der i dag bruges af midler/økonomi indenfor lystfiskeriet, for at lokke husarerne af huse!
Vores trykte oplæg, var ikke i farve, det var der simpelthen ikke råd til, og et almindeligt A4 ark, i sort / hvid, var hvad det kunne blive til. Men allerede dengang, var vi fremme i skoen med især Super 8 smalfilmen Med flue på kysten, som er blevet kørt helt tynd, ved de mange fremvisninger på vores foredragsturneer. Senere lavede jeg en opsamling af facts med CD, som kom frem i 2004, og cirklen var vel så sluttet i historien om det oprindelige oplæg til kystfluefiskeriets opståen i Danmark.
Spørgsmålet om, hvor langt man reelt er nået med kystfluefiskeriet, kan vel ikke besvares kort, men jeg kan konstatere, at det er blevet helt integreret i den danske lystfisker kultur, og grej og fluer, cirkulere på lige fod med laksefiskeriet, og reelt alt andet fluefiskeri, som dyrkes her i Norden.
Det, som så måske kan give undertegnede det helt store klap på skulderen, er jo så, at nogle af de gamle mønstre, stadig er in action, her 30 år senere, såsom - PK´s- Mysis - PK- Rejerne og ikke mindst Flash 9, og det er jeg da selvfølgelig utrolig stolt over.
Men jeg vælger også, at se sådan på det, at fluerne er ramt, fordi de har styrken i praktisk fiskeri. De mønstre har godt nok fanget fisk, næsten uhyggeligt mange, men de er jo også blevet brugt. Om de er talt frem i medierne? Ja der er ingen tvivl om, at især Flash-fluerne og Mysis er, men det er jo forventet, når man viser dem frem ved større begivenheder, såsom Fluemesserne i - Esbjerg og Kolding.
Men lystfiskerblade har jo også været brugt, såsom Fisk &Fri - Fluefiske i Norden - og ikke mindst en dejlig periode på Sportsfiskeren, samt forretningen Go Fishing, ja der er jo ikke ret meget, som ikke har været brugt, og med stor glæde i øvrigt!
Fremtid? Ja nu nærmer jeg mig jo snart de 60 år, og håber i mit stille sind, at udviklingen aldrig stopper, hverken på flue eller grejsiden. Men jeg har så også givet mit besyv med gennem årene, så de unge klare nok udviklingen selv, jeg vil dog stadig drømme om store fisk, og binde mine fluer, men fiskeriet er nok rettet mod børnebørnene, som gudskelov har arvet lidt fiskeri fra morfar og mormor, så fremtiden tegner da lyst her.
Et knæk og bræk fra
Per Karlsen.