Det bliver dyrere at være lystfisker

Fødevareministeren og sportsfiskerne forbedrer ferskvandsfiskenes livsvilkår med ekstra 44 mio. kr. om året

20:34, 21. nov 2011 | Ritzau /Nyheder


KILDE: Ekstra Bladet


(Arkivfoto: Jan Dagø)
(Arkivfoto Jan Dagø)

Naturgenopretningen i landets vandløb og udsætningen af fisk som hjælp til de truede fiskebestande herhjemme får nu en ekstra bevilling på 44 millioner kroner om året.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) og Danmarks Sportsfiskerforbund har indgået en aftale om, at de over 200.000 lystfiskere og fritidsfiskere, som løser fisketegn, også selv spytter flere penge i kassen til vandløbsrestaurering og fiskepleje som led i den forstærkede indsats.

I alt skal der bruges 132 millioner kroner til formålet over de næste to år.

Lystfiskere skal således næste år betale 45 kroner mere for et årskort, der stiger til 185 kroner. Fritidsfiskere skal af med 25 kroner mere eller i alt 300 kroner.

Den øgede egenbetaling fra lyst- og fritidsfiskere løber op i 10 millioner kroner om året.

- Herhjemme er ørredbestandene ikke ligefrem truede. Men situationen er, at mange ørredbestande i mange vandløb kun opretholdes i kraft af udsætninger.

- Alle de arter, som er truede i Danmark, er vandrefisk, som er afhængige af at kunne vandre frit i vandløbene til deres gydepladser.

- Så det er godt for naturen, at vi nu får flere penge til at fjerne opstemninger og den slags uden at det går ud over indsatsen med at sætte fiskeyngel ud, siger sportsfiskerforbundets formand, Verner W. Hansen.

Den halvstatslige, internationale naturbeskyttelsesunion, IUCN konstaterede mandag i en ny rapport, at 37 procent af alle ferskvandsfiskearter i Europa er truede på deres overlevelse.

Herhjemme - skønner sportsfiskerforbundet - gælder det 26-30 procent, blandt andre laks, snæbel, stalling og ål
.
KILDE: Ekstra Bladet