Storåen lukker fuldstændigt for fiskeri
Stop for fiskeri
Med virkning fra 3. august kl. 0.00 indfører Holstebro og Omegns Fiskeriforening et midlertidigt stop for fiskeri.
Stoppet gælder samtlige zoner inklusive Vandkraftsøen.
Stoppet er begrundet i manglende nedbør kombineret med den høje vandtemperatur.
Den manglende nedbør presser fiskene sammen på stadigt mindre områder og dette, kombineret med høje vandtemperaturer, stresser fiskene.
Da der ikke er udsigt til regn i væsentlige mængder og større fald i temperaturen, indføres det midlertidige stop.
Salget af dagkort er naturligvis også stoppet, både på nettet og hos vore 3 dagkortsælgere.
Der udsendes en orientering, når stoppet ophæves.
Bestyrelsen
Vemb Lystfiskerforening
Vemb Lystfiskerforening har besluttet at indfører fiskestop med øjeblikkelig virkning i Storåen, samt Lilleåen (der vil blive meddelt når man må fiske igen) på grund af den varme sommer. Da DMI forventer at varme forsætte i august, er Vemb Lystfiskerforenings Fiskedag 28/8 aflyst (bliver evt afviklet i september)
|
Holstebro Kommune lukker også for laksefiskeri
Fiskestoppet gælder også det gratis fiskeri på kommunale vandstrækninger.
Men kommunen tillader - i modsætning til HOF - stadig fiskeri i Vandkraftsøen.
Holstebro: Også Holstebro Kommune indfører nu midlertidigt fiskeristop på kommunens vandløbsstrækninger i Storå ved Holstebro og Vemb.
Det gælder også det gratis fiskeri, som ellers normalt kan foregå i dele af kommunens fiskevand ved Storå, Vegen Å, Råsted Lilleå og Vandkraftsøen.
Stoppet er gældende fra den 3. august.
- Fiskestoppet skyldes, at Storå er så varm, at laks og ørreder er i en kritisk situation og har svært ved at overleve genudsætning, når temperaturen nærmer sig 18 grader. Den 31. juli var temperaturen i Storå næsten 22 grader nedstrøms vandkraftværket, fortæller biolog Jakob Larsen, Natur og Miljø, Holstebro Kommune.
Holstebro og Omegns Fiskeriforening (HOF) meddelte tidligere på dagen, at de indfører fiskeristop ved midnatstid, og allerede i sidste uge lukkede Lystfiskerforeningen af 1926 deres strækninger i Storå.
- HOF har også valgt at lukke for fiskeri i Vandkraftsøen, men det har Holstebro Kommune ikke?
- Nej, vi lukker ikke fiskeriet i Vandkraftsøen for de fiskere, der har kommunalt borgerfiskekort, da fiskestop primært handler om beskyttelse af laks og ørred, og det er arter, som generelt ikke fanges i søen. Fiskearter i søen vurderes at være mere hårdføre i forhold til høj temperatur. Men HOF er naturligvis velkommen til at lukke fiskeri i Vandkraftsøen for deres medlemmer og dagkortkøbere, siger biolog Jakob Larsen.
Holstebro Kommune udsender orientering, når fiskeriet igen kan genoptages.
KILDE: Dagbladet Holstebro/Struer