Laksefiskeri - Skotland

Ghillies??? For dem der ikke har prøvet det før, så står man med en vis skepsis - hvad er det for nogle fyre? Gentlemen, distingveret, eller bare en ting der hører med? Selv hørte jeg jo til den kategori, der ikke havde mødt en ghilllie før, kun set dem på tv og fiskefilm. 

Lidt overrasket blev jeg alligevel den første morgen - ghillien Archie Bailey, var altså taget lige ud af billederne på nethinden fra tv og fiskefilm. Knickers, tweed, slips og kasket - jo, jo, ”uniformen” var skam lige efter bogen. Dertil et par solide gummistøvler, ikke waders!  

Straks kunne man mærke hans venlighed og høflighed, men også med en form for: hertil og ikke længere, og dermed var det ved det første møde lagt fast: i er kunderne, jeg er den der servicerer jer. Gentlemen - ja det var os, altså de der fire nordjyske gutter, der valsede rundt i hverdagstøj og cowboyhat. Ghillien Archie, der lignede en gentleman - var vores ”tjener”.

                                                   
                 Steen og Archie hygger med en lille gibbernakker                                              Archie hjælper Anders med at løsne fluen

Heldigvis gik der ikke mange minutter fra vi nåede vores første fiskested, til, at Archie havde ”mærket” os, og dermed konstateret, at de der danskere kunne der vist ikke blive megen bøvl med, nærmere tvært i mod. Archie var straks med på ”jargonen”, og lige så hurtigt efter vi havde fået den første gibbernakker hældt op, og Archie sendte selv samme ned i halsen med et ”slance” (skål på skotsk), var vi på bølgelængde.

                
           Gode råd fra Archie til Anders om fiskeriet på Lower Pitchroy                                 Archie ror/fisker-fra-båd med Anders på Phones

Ingen tvivl om, at vi slet ikke udnyttede den service vi kunne få. Det var så absolut også vores eget valg. Jeg skulle altså nok selv bære min fluestang efter endt fiskeri - altså når jeg vel og mærke nåede det, inden Archie havde nået at snuppe den, båret den tilbage til hytten, eller sat den fast på taget af bilen.  

               
                                     Hytten ved Lower Pitchroy                                                 Stængerne er klar til fiskeri - ved hytten på Lower Pitchroy

Dejligt var det til gengæld om morgenen. Når vi efter gårdsdagens fiskeri ankom til hytten, hvor vi havde efterladt stænger, grej, tøj og waders, så lå fluestængerne i stangstativet, rummet med det øvrige grej stod åben og klar, og der var en liflig duft af frisklavet kaffe i den varme hytte - jo, jo, nu skal jeg heller ikke spille for kostbar: det var sgu da dejligt…..

                
                   Grej, tøj med mere tøres og er klar til næste dag

Selv om du næsten ikke kan undgå selv, at læse fiskevandet, så var det virkelig rart at ghillien hele tiden kunne udpege stederne, hvor du burde fiske. Når du selv, et stort stykke hen ad vejen kunne aflæse vandets muligheder, så var det jo fordi som tidligere nævnt, at stederne tydeligt kunne ”ses” (læses afmærket) i terrænet. Vi fik jo også fisk langt de fleste steder, at dem der var udpeget af ghillien.

At Archie havde humor, og at han allerede fra de første to dage havde lagt den distingveret rolle fra os, og kunne lide de ”Danish Vikings”, som han kaldte os, kom til udtryk på flere måder. Da vi ankom til hytten om tirsdagen - øh ca. klokken 09.15 (måske lidt for meget Highlander Inn eller bare generelt trætte), sad han klar på bænken og lod som om han sov, hoppede op fra bænken og kiggede på klokken, og så på os - med et stort smil.

Da jeg samtidig om tirsdagen viste ham billederne af min laks var han selvfølgelig glad, bedre blev det da jeg fortalte ham at jeg havde fanget den på hans flue Willie Gunn. Straks rakte han hånden ud og råbte: five pund!!! Hvorefter han skreg af grin og i øvrigt glædede sig over, at jeg ville beholde fluen som souvenir.

Sidst men ikke mindst, da Steen desværre havde tabt sit kamera i poolen ved hytten på Phones. Som Archie sagde (oversat): Når de engang finder det ude i Spey Bay, samler det op og kigger på billederne, ser de en mand med et vildt ansigtsudtryk, der griber efter kameraet - alt i mens Archie selv hoppede op i luften med spredte ben og arme og efterlignede Steen - god humor fra manden i tweed, slips, knickers og kasket.

Da vi næste dag tilfældigt mødte Archie i hans store terrængående bil med nye kunder/lystfiskere på vej til Knockando, blev hornet trykket i bund og han vinkede vildt til os.

Mødet med ghillien Sandy Smith på Phones blev som tidligere nævnt en anden oplevelse, men så absolut også en positiv oplevelse. Hvor Archie Bailey ”kun” havde været ved River Spey i otte uger - men til gengæld 15 år som ”chef” på River Tay (stor erfaring som ghillie med mere i Skotland), så havde Sandy jo været hele sit liv på netop Phones, altså 40 år som ghillie samme sted. Man må sige at vi var havnet i det erfarne selskab, og så i øvrigt på noget af River Speys bedste fiskevand.

                 
                    Sandy, den første morgen med ham på Phones

Også her var uniformen og den lidt distingverede optræden, det første vi mødte. Men igen lykkedes det os hurtigt at få vendt ”etiketten” - det blev ikke til et ”slance”, men whiskyen smagte ham tilsyneladende lige så vel som hos Archie.

     
                           Sandy ror for/fisker-fra-båd på Phones

Også her oplevede vi den gode servicering på lige fod med Archie. Fiskepladser blev udpeget, grejet blev behandlet på samme måde, der blev roet, med mere og alt var helt på toppen. Desværre er hørelsen ikke så god ved Sandy og med vores ”skole-engelsk”, blev det ikke nemmere, men vi klarede den nu fint alligevel.

Sandy er selvfølgelig et vellidt og anerkendt koryfæ på godset og destilleriet Knockando, hvorfor han jo også var hentet specielt til guidning af den unge kvindelige godsejer, hvis fætter var på besøg på Lower Pitchroy. Det lykkedes også Sandy at skaffe os fire flasker whisky fra destilleriet Knockando - selv om der officielt var lukket - har ikke smagt det endnu, skal nydes en aften sammen med mine fiskekammerater.

At vi endte med at være vellidt hos disse ghillier, kan der være mange grunde til, men det skinnede helt klart igennem - og uden at skal sige noget om andre og gå i detaljer - at de generelt lider under det Engelske Imperium, og ikke mindst englændernes måde at være på.

Som bekendt var der ved vores fiskehytter, tillige en mindre hytte som vores ghillier ”bor” i, når vi er der som gæster ved fiskevandet. Vi ønskede at ghillierne skulle være sammen med os, det lykkedes os at få dem til at bryde dette mantra. Jeg listede mig en dag ind i Archies ”hytte”, da Steen have sendt ham til Aberlour efter whisky. Her kunne jeg se tavlen over de besøgende ved Lower Pitchroy i denne sæson. I uge 14 stod navnene: Steen, Claus, Finn og Anders. Blot tre uger senere og to måneder frem, stod der kun et navn per uge, og foran alle disse navne var der et: Sir eller Lord………… og så ikke mere om englænderne.

                
                   Ghilliens egen lille hytte, med komfur, med mere

Der er ansat ca. 350 ghillier ved River Spey, på de mange forskellige beats. Det er faktisk en hel del og jeg spurgte Archie om hvad man så lavede uden for sæsonen. Her passede man fortsat alle beats. Der skulle fælles træer, samles træ ind, males både og hytter, hjælpes til på konsortiet. Så det at være ghillie var et helårs job. Desuden var de alle ivrige jægere.

                
                                     Sandy's hytte ved Phones                                                     Råhygge sammen med Sandy i hytten - godt dansk øl!

Jeg vil aldrig glemme møde med disse ghillier. Det var noget specielt, det var spændende og det var også lærerigt. Ikke mindst oplever man her i Skotland, at der passes på fiskevandet i sådan grad, at det ikke kender sin lige - for eksempel kunne vores nordlige naboer efter min mening lære en hel del om fiskepleje, samt det at være vært for tilrejsende lystfiskere, af disse gæve skotter.

Highlander Inn:
For enden af The Whisky Trail finder man byen Craigellachie, hvor den ude fra set lidt ydmyge Highlander Inn ligger. Men tag ikke fejl af udseendet. The Highlander Inn er velbesøgt af både laksefiskere, folk der kan lide whisky og de lokale beboere, samt arbejdere i området. Highlander Inn er i 2007 og 2008 kåret til verdens bedste whisky-bar. Det er der såmænd en god grund til.

                                                     
                       Highlander Inn set udefra - ikke det store!                                                    Nogle af de kostbare dyre dråber - sælges,
                                                                                                                                                          hvis du har penge!

180 forskellige slags Single Malt Whisky - samlet under et tag, og så var det endda kun af de mærker de udskænkede på Highlander Inn. Derudover havde de en mægtig stor samling af whisky, som for nogen mærkers vedkommende var mere end 40 år gamle - altså 40 år gamle på fadene!!! Kom ikke her…..

Faktisk kunne man for ”ussel mammon” (dog skulle man være velpolstret i engelske pund), erhverve sig disse sjældne flasker med de gyldne dråber. Det var bare at kigge i kataloget, eller spørge indehaverne, der kunne handles om det hele. Det fik de at mærke, da ”prangeren” fra Nordjylland Steen, forhandlede om en god flaske whisky til vores ven, ghillien Archie Bailey, da han midt i vores uge fyldte 50 år.

Ligeledes kunne man få et ”whisky-bræt”, med seks forskellige glas med whisky i. Under hvert glas lå en metalplade/mønt, hvor i der v ar præget den udskænkede whiskys navn - god ting hvis man i løbet af aftenen fik bestilt flere ”brædder”, for så vil det nemlig knibe med at huske navnene. På Highlander Inn udskænker man ikke som i Danmark to centiliter pr. glas, men derimod fem!

Det hele skal ikke gøres op i whisky. Highlander Inn er også stedet hvor du kan smage en hel række øl, pines med mere. Selvfølgelig det lokale skotske øl, men også mere specielle mærker. Der er mange muligheder for at får en god oplevelse på dette sted - måske lige med undtagelsen af servitricen, hun var som den eneste sure skotte vi mødte, ikke nem at slå et smil af.

     
                          Claus og Anders venter på aftensmad -
                      servitricen, er hende med det dårlige humør

Stedet var også et af de lokale spisesteder. Her kunne man for fornuftige penge spise godt hver aften, hvis man ville det. Blandt andet var deres Angus Steaks med pebersauce virkelig godt. De kan altså lave pebersauce på Highlander Inn!!! Et par af os kunne også godt lide deres Fish & Chips, lavet af Morad Filet - friske fisk fanget i bugten Morad ud for udløbet af Spey.

Er man kommet til Skotland - laksefisker eller blot turist - og er man i nærheden af The Whisky Trail og Highlander Inn, så bør man absolut besøge stedet. Det er rigtig hyggeligt og så får man sig lidt af det lokale skotske islæt og humør.

Scotland the Brave:
Måske et lidt mærkeligt emne at tage med - men….

”Ved du hvordan du kan se du nærmer dig Skotland? Toiletpapiret hænger til tørre”

”Skotten der havde vundet 10 millioner pund i lotto blev interview: Er du lykkelig? Tja, sagde skotten, de to pund min kupon kostede, kommer jo ikke igen”

”Har du set det er en skotte der har overtaget servicestationen? Hvordan kan du vide det? Jo - skiltet med gratis luft og dæktryk er fjernet”

Sådan kunne man blive ved, og hvorfor skotter er kendt som ekstremt nærige ved jeg ikke hvor kommer fra. Jeg skal ikke sætte mig til dommere over om skotter med hensyn til økonomi er nærige, til gengæld er de det absolut ikke, når det gælder venlighed, gæstfrihed og imødekommenhed. De er så venlige og nærmest ydmyge, når vi gæster deres land.

Dette kan jeg tillade mig at sige - selv efter kun en uge i Skotland. Min svoger, som er meget højtstående indenfor politiet, har flere gange besøgt Skotland i embedets medfør. Men trods dette har han alligevel valgt at bruge sin hobby på Skotland. Han kører motorcykel med andre politifolk. De har kørt op og ned og tværs over Skotland, såvel i højlandet som lavlandet. Han kan næsten ikke finde smukkere steder og ikke mindst et mere venligt og imødekommende folkefærd.

                 
      Det skotske højland med sne på bjergtoppene - smeltevand til Spey              Overalt var der de mest pragtfulde små tilløb til floderne i Skotland

En morgen da vi var på vej til Phones, sidder Anders og jeg og kigger på det øde landskab, med et enkelt hus her og der. Til gengæld fyldt med får - dem er der mange af i Skotland. Vi kunne kigge op over sletterne til de høje bakker, da Anders pludselig udbryder: Finn kan du se det for dig, om lidt oppe på bakken, så dukker Braveheart og hans hær frem. Jeg kunne med et stort smil på læben kun give Anders ret - det kunne jeg godt se for mig, med henvisning til filmen.

Skotterne er et stolt folkefærd. De er glade for at være skotter. Næsten overalt står de i skyggen af englænderne - men det ændrer ikke noget, stoltheden lyser ud af dem. Derude i det pragtfulde landskab, der oser af ensomhed, hus til hus, vej til vej, hen over de små byer, der ejes af større godser (eksempelvis som Knockando), ofte af englændere, netop der findes folket kaldet: Scotland the Brave.

Vores ghillier - vores ”tjenere”. Her oplevede vi, at de lader sig ikke mærke med noget. De er stolte af at være skotter, de er stolte af River Spey, stolte af deres laksefiskeri - og for andres vedkommende i området, stolte af andre former for arbejde.

Finn Nielsen
LYSTFISKERLIV