Drømmen om Skotland - del 6
Fluerne ved Spey
Jeg har inddelt Drømmen om Skotland i nogle mindre artikler, som er følgende:
Aberdeen, Aberlour, Archietown og Speyburn House
Tre dage på beatet Lower Pitchroy (del 1)
Tre dage på beatet Lower Pitchroy (del 2)
Tre dage på beatet Phones (del 1)
Tre dage på beatet Phones (del 2)
Fluerne ved Spey
Ghillies, Highlander Inn og Scotland the Brave
En uges fiskeri ved River Spey
Fluerne ved Spey:
Kære læser - frygt ikke, jeg har ikke tænkt mig at spille klog på fluevalg med mere ved Spey efter bare en tur. Til gengæld har jeg sat dette punkt på artikelrækken, fordi jeg netop i min indledning skrev, at jeg blandt andet glædede mig til at komme til Skotland og se de legendariske og nostalgiske fluer. Det ville blive et brud med min egen dagligdag med moderne fluer, men også et forventet sundt brud, der skulle give mig nye vinkler på fluerne.
Jeg er stor tilhænger af de gamle mønstre. De må gerne (når jeg binder og fisker dem) være tilsat de moderne materialer, men mønstre kan for den sag være 100 år gamle, det er ok for mig. Jeg holder af de gamle mønstre, som gennem flere menneskealdre har narret laksen og for den sags skyld også havørrederne. Jeg fik hvad jeg kom efter. Jeg oplevede de gamle mønstre og ikke mindst fluer med de gamle materialer - og så fangede jeg oven i købet min første laks om mandagen på en af disse fluer.
Selv havde jeg medbragt fluer på opfordring fra gode fiskevenner, samt andre bekendte og læsere af Lystfiskerliv. Ikke mindst de kunder der havde købt fluer af mig til fiskeriet i River Dee, satte deres præg på mit valg af fluer. Heldigvis fik jeg da også den første kelt efter tre kast, og senere på ugen, den lille springer på et af mine egne mønstre. Turen neden for hytten ved Lower Pitchroy, der gav kontakt med tre fisk - to kelt på land og en kontakt til en fisk - var tillige på min gode fiskekammerat Martin Tofts mønster; Toft Killer, som er fremstillet til fiskeri Gaula.
Så det blev en fin blanding af nostalgi med fluer som Willie Gunn, Collie Dog og Cascade, store og tunge fluer på rør, der var bundet med bucktail af de lokale ghilies. Monroe Killer (det er jo en af mine favoritter) og Ally's Shrimp bundet på krog. Meget langvingede Sunray Shadow. Til mine egne moderne Cyclopfluer, henover rørfluer med conehead og mörrumstube, til BMF fluen fra Steen, sidstnævnte skal jeg vende tilbage til.
Hermed vises fluerne - flere af dem er vist direkte fra fiskeriet i Spey, hvorfor de måske ikke ser så strømlinet ud længere:
De to første fluer jeg vil vise og omtale, er de to - for mig - fangstgivende fluer, nemlig Willie Gunn og Black and Orange Cyclop.
Fluen Willie Gunn, særdeles kendt mønster i Skotland med flere, fik jeg af ghilien Archie Bailey den første dag. Fluen er bundet på et rør med kobberindlæg, de gamle kendte materialer såsom det stive bucktail. Farverne er de samme som i Collie Dog og Cascade, så det er typisk, en blanding af gul, rød, orange, sort og blå, som de fisker med på denne årstid. Denne flue blev voldsomt taget af min første laks.
Fluen Black and Orange Cyclop var den flue jeg selv troede mest på og derfor lagde ud med. Jeg vidste fra bekendte, at den fangede godt i River Dee - så hvorfor ikke i Spey? Der skulle som sagt også kun bruges tre kast i Spey før end en lille kelt snuppede fluen. Sidst på ugen fik jeg min lille fine springer på den samme flue.

Willie Gunn - flue jeg fik af ghilie Archie Bailey Black and Orange Cyclop
De to næste fluer jeg vil vise og omtale, er igen to modsætninger. Den ene er fra min egen flueboks og den anden endnu en flue jeg fik af Archie Bailey, nemlig fluerne Toft Killer (speciel udgave til Spey - se original mønster under Moderne Laksefluer her på Lystfiskerliv) og så den skotske Cascade.
Fluen Cascade, er på samme måde som Willie Gunn, bundet på rør med kobberindlæg. Farverne er noget nær det samme. Desværre kunne denne flue ikke holde til et enkelt hug, efterfølgende trevlede kropsmaterialet op, men jeg har valgt at gengive den her, som den ser ud i stedet for at prøve og reparer den.
Fluen Toft Killer, er et mønstre fra min gode fiskekammerat Martin Toft. Fluen er fremstillet til laksefiskeri i Gaula - og det gør den godt! Til turen ved Spey, havde jeg lavet en lidt anden udgave, generelt lidt mørkere i farven. Den virkede fint, som nævnt tog den to kelt og en enkelt hug på en tur på bare 200 meter. Det er den brugte flue på billedet - her med sort conehead, jeg fisker den også med conehead af kobber.

Cascade - flue jeg fik af ghilie Archie Bailey Toft Killer (variant udgave til Spey)
To traditionelle fluer i hele det skotske laksefiskeri, er den måske mest kendte Ally's Shrimp, og så en af mine egne store favoritter i det norske laksfiskeri, Monroe Killer. Sidstnævnte fisker de oftest på enkelt- eller dobbeltkrog.

Ally's Shrimp - nationalflue i Skotland Monroe Killer - her bundet på mörrumstube
Heller ikke i Skotland fisker man uden at have et langvinget Sunray Shadow med i flueæsken. Jo længere jo bedre - min egen udgave her er med vinge på 15 cm.

Sunray Shadow i helt sort med påfuglehearl - 15 cm vinge
Til sidst er der så BMF-fluen. Fluen fandt jeg tilfældigvis i Steens flueæske, da jeg fik lov at kigge. Det endte med at jeg kiggede med fingrene. Fluen var stor og den havde netop de farver i sig, som deres egne Willi Gunn og Cascade. Nu er Lystfiskerliv jo en lødig side, men da jeg spurgte Steen hvad og hvorfor den hedder BMF- fluen, kom det fra ham; kan du ikke se det er en Big Mother Fucker flue - okay .. Senere havde jeg faktisk hug på fluen i poolen ved Stone Illand.

BMF-fluen - fluen jeg "lånte" af Steen
Der findes sikkert en del andre fluer. Det var fantastisk at fiske med deres egne fluer. Endnu mere fantastisk var det at fange en laks i Spey, på en flue bundet af den lokal ghilie, så kan det jo ikke blive meget mere klassisk. Det har i hvert fald været stort for mig, og fluen er gemt til evig minde om samme.
Fluerne til næste år??? Jah... jeg har forlængst smidt alt mit bucktail ud, minus lidt sort og gult, som jeg bruger til "Kosten", som jo er super god i Karup Å og Vejle Å med flere. Et er sikkert de lokale skotter har sat mig til vægs i nogen grad, så jeg må krybe til korset og lave et par af disse fluer. Kalssisk er jeg stor tilhænger af når det gælder mønstre, så det er jo blot materialevalget, jeg skal se og komme over....
Finn Nielsen
Lystfiskerliv