Drømmen om Skotland - del 1

Aberdeen, Aberlour, Archietown og Speyburn House

Det er vist på tide at komme i gang med at skrive lidt omkring vores tur til River Spey og Skotland, i hvert fald er der en del læsere der har spurgt til det, og det er jo kun positivt.

Som jeg har skrevet tidligere, så skulle det lige bundfælde sig lidt, ellers var det måske blevet lidt for overdrevent, det der var kommet ud af tasterne - men indrømmet - efter det har bundfældet sig lidt, så har jeg lidt svært ved at ”bevare pessimismen””, for det var og bliver en af de største oplevelser jeg har haft.

Jeg har inddelt Drømmen om Skotland i nogle mindre artikler, som er følgende:

  • Aberdeen, Aberlour , Archietown og Speyburn House
  • Tre dage på beatet Lower Pitchroy (del 1)
  • Tre dage på beatet Lower Pitchroy (del 2)
  • Tre dage på beatet Phones (del 1)
  • Tre dage på beatet Phones (del 2)
  • Fluerne ved Spey
  • Ghillies, Highlander Inn og Scotland the Brave
  • En uges fiskeri ved River Spey

Aberdeen, Aberlour , Archietown og Speyburn House:
Et var at skulle fiske i River Spey, men det var også en tur til et land ingen af os havde været i før, så alene det var jo også en oplevelse. En uge i Skotland lå for an os.

Jeg er ikke, og har aldrig været bange for at flyve, men indrømmet, den ”plimsoller” fra Cimbrer Air (eller luftscooter som Steen kaldte den), gav lidt kriller i maven under sin landing. Det hårde kystvejr ved Aberdeen satte sine spor…… men det lykkedes da piloten at få ”luftscooteren” sat til sidst. Det var midt eftermiddag søndag, sidste dag i uge 13, da vi trådte ud på skotsk jord.

Velkommen til Aberdeen og Skotland - stod der på skiltene - tak for det, men jeg må alligevel have set lidt mistænkelig ud, da jeg blev hevet til side af tolderne. De ville gennemlyse mine kufferter. De spurgte mig hvad jeg skulle i Skotland: ”fishing for a week in River Spey” forkyndte jeg på mit skoleengelsk. Næste spørgsmål - hvor er du fra? ”Denmark”. Så skete der noget. Deres ansigter lyste op og en afværgende bevægelse kom fra ham jeg tror, var ”bossen” af dem. De smilte og gav mig mine kufferter og sagde: ”welcome to Scotland and enjoy your fishing”. Okay - danskere er åbenbart meget vellidt. Vi var nu for alvor i Skotland…

Den aftalte bil var der også, en Opel Zafir, som skulle bringe os rundt den kommende uge. Første mål var at komme til vores ”nye” hjem i den kommende uge. Vi skulle bo på Bed & Breakfast, stedet var Speyburn House tæt ved Spey, og i udkanten af byen Archietown - kursen blev sat i retning af Inverness i den nordøstlige del af Skotland. Det hastede jo ikke, da man ikke fisker om søndagen i Skotland.

Kørsel i venstre side! Godt vi havde Steen med der havde prøvet det før. Der var ikke langt til vores mål, så vi tog lidt sightseeing undervejs. Langsomt nærmede vi os The Whisky Trail. Det ene såvel kendte som ukendte whisky-mærke åbenbarede sig for os, da vi passerede det ene destilleri efter det andet. For enden af The Whisky Trail nåede vi frem til Abberlour, som var den største by i området ved Spey, hvor vi skulle være.

                     
             Skiltet over landevejsbroen ved Spey før afkørslen mod Archietown                                        Historien om Craigellachie Bridge over River Spey

Pludselig var vi ved mægtige River Spey. Det gøs lidt i mig, jeg havde vel aldrig troet at jeg skulle komme til dette sted. Foran lå den velkendte og særdeles meget fotograferede bro Craigellachie Bridge over River Spey. Men den var god nok. Skiltet ved broen sagde Spey!!!

               

                              Craigellachie Bridge over River Spey                                                     River Spey nedstrøms Craigellachie Bridge

Vi holdt ind til siden. Vi måtte ud og se elven, snuse lidt til atmosfæren. Det var på en måde allerede stort blot at stå her, kigge ud over Spey, og vi kunne fra broen skue ned i byen. Vi kunne derfra se et skilt på en bygning, hvor der stod Highlander Inn - det skulle vi senere komme til at kigge meget mere på…

Tilbage i bilen, vi skulle jo lidt længere endnu. Ifølge vores GPS var vi nu tæt på Archietown og dermed i området kaldet Speyside, og tillige i retning af vores B&B, Speyburn House. Jeg glædede mig til at se det, for efter billederne på nettet, så det virkelig fedt ud. Steen og Claus jokede med om ikke jeg kendte til photo shop på en PC. Det gør jeg, men det gør de åbenbart ikke i Skotland, for det viste sig at Speyburn House var lige nøjagtig som fedt som gengivet på billederne.

                

                                  Bed & Breakfast i Architown                                                                                 Speyburn House

Lesley Calzetti, indehaver af ”vores” B&B, Speyburn House, blev vores første møde med en særdeles venlig ”skotte”, skotte i anførselstegn, da hun er ud af skotsk familie, men opvokset blandt andet i Durban med flere. Lesley var igennem hele ugen vores ”mor”. Fantastisk oplevelse vedrørende beboelsen, og ikke mindst morgenmaden - alt var i top. Eneste lille minus var forskellen på madpakker, altså hvad skotter spiser til middag og hvad velvoksne Nordjyder normalt sætter til livs.

                

         "MIn" seng i uge 14 på Speyburn House - her sover man godt!!!                     "Team Spey", Anders, Steen, Claus og Finn ved aftensmaden

Lesley og hendes mand havde haft og drevet Speyburn House i tre år. Lystfiskere vidste hun alt om, for det var netop dette klientel, der altid bor på Speyburn House i sæsonen. Jeg vil ikke bruge en masse plads her på billeder af Speyburn House, blot lidt til dokumentation, resten kan ses på Lesleys hjemmeside http://www.calzetti.com/bedandbreakfastinscotland.html. Her på KYSTFISKEREN vil der også være en speciel artikel om Speyburn House.

Archietown er en by - men så heller ikke mere, men sådan er det mange steder i Skotland. Nåede du ikke at se byskiltet, opdagede du ikke at du smuttede igennem en by, blot lidt spredt bebyggelse. Men netop dette gør jo også Speyside til et fantastisk stille og idyllisk område. Den ”store” by i området er Aberlour.

Mætte af de første oplevelser, mad og drikke - en øl eller to - tror jeg nok, gik vi til køjs. Det varede lidt inden man faldt i søvn, for tankerne om at skulle fiske i River Spey næste morgen ville ikke rigtig slippe en. Klokken 08.30 ville vores ghillie ankomme for at tage os med til beatet Lower Pitchroy,….


Finn Nielsen
KYSTFISKEREN