Midtre Gaula, Singsås, uge 31, 2010 - del 4
Elektronisk dagbog fra Gaula
Dagbog fra Gaula - Torsdag den 05. august
En morgen som de andre; Jan Erik ved elven klokken godt halv seks, jeg klokken godt syv, og Anders sov skønhedssøvn til op på formiddagen. Da jeg kom til elven kunne jeg konstaterer, at der havde været en lille vandstigning i løbet af natten.
Jan Erik var i gang på det øverste stykke, så jeg startede midt på stykket, der var nemlig ingen modfiskere at se. Der var sikkert gået laksefest i den efter gårsdagens fine laks. Der var i hvert fald ikke meget liv at spore af dem, hverken ved elven eller i hytten. Vores fælles træk gav dog ikke nogen oplevelser, ej heller af springende fisk.

Desværre holdt den lille vandstigning ikke ret længe. Elven begyndte hurtigt at falde og vi så ingen laks springe og der var også høj solskin (nu ikke noget der skræmmer mig - kan sagtens fange laks i sådan vejr). Vi fiskede dog et par gange inden den stod på herremiddag. Bacon og pølser over bål (jeg kommer sgu til at savne det her - uha
).


Efterfølgende blev jeg sat til at binde fluer nede ved elven i vores efterhånden hjem - læs Gapahuk. Det skulle være stort at binde fluerne nede ved elven - mente de andre to - hvorefter de straks havde gode ideer til hvilke fluer jeg skulle binde
og hvilke de lige stod og manglede
..nå spøg til side, godt nogle kan bruge det man laver.


Eftermiddagen gik med fluebinding og et par træk ned over elven af os alle tre. Vi så kun et par grilse under disse ture. Da vi kom tilbage til vores Gapahuk, var der gang i den over for ved vores modfiske. Først havde en af dem tabt en laks 10 kilo plus og fægtede vildt med armene, dog var laksen kroget højere oppe af valdet på deres side, end vi har fiskeret til. Dernæst sprang en del laks, ja faktisk seks - syv laks lige ud for deres hytte. Den ene af dem prøvede forgæves at lokke dem til hug.
Aftensmaden blev indtaget og aftenen gik med at fiske i den nu lavere og lavere elv. Et godt råd fra erfarne laksefiskere er, at en hurtigt fisket Sunray hen over poolen, ofte kan være ren gift. Jeg har dog aldrig rigtigt lykkedes med denne flue (måske også brugt den for lidt?). Atter lykkedes jeg ikke med den, den aften. Så det sidste træk inden midnat blev med min Blue Metallic, men det endte også uden resultat.
Vores modfiskere var vågnet op til dåd, og var nu alle mand af huse. Under det sidste af trækkene ned poolen snakkede jeg med dem. De havde ikke fået fisk på land her torsdag og spurgte til vores resultat - det var ligeså. Så torsdag var den første dag uden fisk på land på valdet. Vi gik til ro.
Dagbog fra Gaula - Fredag den 06. august
Alt lignede sig selv om morgenen - næsten da. Jan Erik var ved elven godt halv seks, jeg lidt senere, godt otte, og desværre efterladende Anders i huset, da han var blevet syg aftenen før, og haft en dårlig nat. Jan Erik var i gang på det nederste stykke og jeg kunne se elven være nede på det laveste i den uge vi har været her.

Kaffe skal der til, så Jan Erik kom op og kunne fortælle at han havde set et par springende fisk. Altid godt, når der er liv, det giver lidt gejst, selv om den absolut ikke mangler efter denne indtil videre pragtfulde uge ved elven. Sunray Shadow - eller en anden flue? Det kan ikke passe, at jeg ikke kan få held med den, forholdende var jo perfekte - lav elv, hvor Sunrayen kunne fræse hen over de lave partier, som nu virkede hurtigere med strømmen - som sagt så gjort.
Efter at have fisket et hurtigt parti af kom jeg til poolen, hvor jeg fik den første laks. Første del af poolen er lidt langsom og egner sig måske ikke til en Sunray, og det lave vand havde faktisk gjort vandringen af fluen langsommere. Nå, jeg besluttede at lade Sunrayen blive på, for når jeg efter 50 meter nåede til det sted hvor jeg fik min første laks, så var der mere fart på vandet, det kunne jo være
Fluen landede to-tre meter fra pladsen og linen var strakt. Ud af ingenting kommer reaktionen - voldsom og i et tusinde del af et sekund blev løslinen flået ud af min hånd og linen banker op mod stangen. En laks - samme plads - har taget min Sunray i et voldsomt hug. Fisken glider ned i dybet på samme måde som den første jeg fik. Jeg aner ikke noget om størrelsen på hvad jeg har kroget, det skal jeg imidlertid snart finde ud af, da en af mine bedste laksefight starter her.
Efter et minuts tid presser jeg fisken lidt, det får den til at sætte ud at vandet i et flot spring og jeg ser nu at det er en sølvblank laks på seks-syv kg. Nu starter showet! Uden at laksen presses unødigt tager den et kæmpe udløb tværs over elven, og helt ovre ved modsatte bred springer den helt fri af vandet. Spurter nedstrøms og tværs over elven, jeg kan ikke følge med, med linen. Midt i elven springer laksen så højt at den slå en kolbøtte i luften og lander med et kæmpe plask, for blot at fortsætte mod min egen bred. Da laksen er tre meter fra bredden kaster den sig atter ud af vandet.
Laksen spurter igen tværs over elven tilbage til sin plads, hvor den parkerer sig roligt i dybet. Den er nu langt mere medgørlig, men ikke færdig med at springe. Da jeg presser den mod land springer den igen, den får lidt ro, og igen presser jeg den og den kommer tættere på. For sjette gang springer laksen fri af vandet. Herefter kommer den stille og rolig mod land, den kæntrer, de mange spring og udløb har gjort den træt. Den vælter kort i strømmen - så sker det - fluen slipper sit tag, laksen kommer på højkant og svømmer langsomt væk.
Surt show! Ja og så alligevel. Jeg var jo i den heldige situation, at jeg havde en laks på land. Jeg fik den til dato måske bedste laksefight. Det var vildt fedt at prøve det på denne måde. Sådan noget glemmer man aldrig. Som min gode ven og fiskekammerat Bo Janniche så rigtig skrev i en sms kort efter: - Sådan en oplevelse er mere værd end fisk i fryseren, tillykke med en fed oplevelse.
Ingen tvivl om at de mange spring selvfølgelig ikke var befordrende for krogholdet i laksen, men det var befordrende for øjet og ikke mindst for sjælen. Så går alt op i en højere enhed. Tak for det til laksen, jeg lettede på kasketten og hilste laksen, med dens videre færden på vej op over Gaula - tak for kampen og oplevelsen.
- Evigt, ejes kun det tabte. Denne udødelige sætning kommer til sin ret her. Men i et positiv perspektiv. Denne oplevelse vil stå i erindringen lang tid frem.
Vi tog et par træk mere inden middag, og her kunne vi se lidt fisk på træk, trods den meget hurtigt faldende elv. Det var sølvblanke laks, en grilse og en laks på mellem tre og fire kg. Vi spiste til middag i huset, hvor vi kunne konstatere, at fiskeriet for Anders vedkommende var slut for denne gang. Han var godt nok ramt, desværre - heldigvis var der lidt bedring at spore og han havde fået sovet lidt.
Efter fire styk Sunray, hurtigt produceret ved fluestikket - sjovt som man lader sig inspirer - og lidt pakken til en tidlig afgang lørdag morgen, så var jeg atter ved elven, hvor Jan Erik allerede var i gang. En djævelsk vind kom op gennem dalen og gjorde kastene meget svære. Elven var faldet yderligere på bare den halvanden time vi var væk.

Vi startede i hver sin ende af valdet. Jeg blev først færdig og satte mig i Gapahuk for at drikke kaffe og se på de to svenskere overfor. Det viste sig at de to andre havde fået fisk i dag, så de var efter reglerne på hytten. Den ene fik næsten kun lige startet, inden han krogede en laks - eller nærmere ikke krogede den. Jeg kunne se laksen tage fluen, da hans line blev strammet op.
Svenskeren dansede krigsdans på brinken, hans makker prøvede at berolige ham. Det hjalp tilsyneladende ikke. Han hamrede sin kasket ned i brinken og slog ud med armene og jeg kunne høre nogle svensker brokker på den anden side af elven. Det vidste sig dog at være ingen ting, det skulle vise sig at blive meget værre
..
Han nåede nemlig kun at fiske 20 meter - ja gæt selv - rigtig!!! Han gjorde det en gang mere, laksen havde kun lige fat og så var den væk. Nu måtte hans makker træde i karakter og hjælpe manden, der var på randen af at springe i Gaula.

Nå han faldt til ro og de fiskede sig længere ned af elven. Jan Erik var ikke kommet tilbage fra sín tur længere oppe med hitch. Jeg listede ned til elven for at prøve stedet med de hugvillige laks. Elven var nu så lav, at jeg kunne række dem fra egen bred, det kunne jo godt være at der stod en tredje hugvillig laks - der skete dog ikke noget.
Tilbage kom svenskerne på modsatte bred. De stoppede op og fangede min opmærksomhed. Den uheldige svensker slog ud med armene og råbte til mig: - jag missade to laks. Herefter slog han atter ud med armene, og jeg råbte tilbage til ham, at jeg desværre havde set hans uheldige oplevelser. Jeg fiskede færdig og kun to små grilse viste sig ved at springe ud af vandet. Det viste sig i øvrigt at være den samme person som havde mistet den på 10 kilo plus
.
Det var tid for aftensmad og et eftersyn af Anders, der surt nok virkelig var dårlig. Desværre var der ikke megen bedring at spore. Det hjalp dog lidt da Jan Erik og jeg stegte pølser. Anders fik renset ud, da lugten blev for skrap. Efter en tur omkring lodsejeren med lidt ildvand, så var vi klar til at tage det sidste træk i Gaula for denne gang, da vi skulle tidligt om lørdag morgen og af sted.
Jan Erik snuppede det øverste stykke, jeg traskede nedstrøms, måske min plads havde fået en ny fisk. Det skulle faktisk vise sig at være tilfældet. Da jeg var godt 30 meter fra pladsen, springer en laks på syv-otte kilo helt fri af vandet, vender siden til og lige imod mig, rammer den vandoverfladen med et plask. Den var sikkert lige kommet op over nakken for mindre end et minut siden - jeg ville godt kunne have plantet fluen lige foran den, men var for langt væk. Jeg fiskede videre og hen over den, men uden reaktion.
Anders kom heldigvis ned til os i Gapahuk, og det var skønt at se ham med lidt kulør i kinderne. Efter 10 minutter fortrak Anders igen for at hvile sig, f
synd det skulle ende sådan for ham på denne pragtfulde tur.

Jan Erik og jeg sad og kiggede ud over elven, vi ville sgu ikke hjem, det her var lige godt lidt for pragtfuldt - hold da op. Den sidste Lagavullin 16 år var hældt op, vi kunne se hinanden i øjnene og skåle på en storslået tur til Gaula, som i lige SÅ HØJ grad skyldtes Anders (drønærgeligt at hans tur blev delvis ødelagt af sygdom). Hvor gerne vi end ville, så kunne vi ikke blive ved den brusende elv, de springende laks og vores hjem Gapahuk gennem en uge.
Min indre laksefisker - var kommet adskillige skridt nærmere sit mål!!!

Der var kun et at gøre, tage målepinden, der havde haft sin trofaste plads ugen igennem og sige: Midtre Gaula, tak for de store oplevelser, på gensyn
..
Anders, Jan Erik og Finn