Midtre Gaula, Singsås, uge 31, 2011 - del 7

Elektronisk dagbog fra Gaula  

Dagbog fra Gaula - Fredag den 05. august:
På en eller anden måde følte jeg mig bare godt tilpas ved at nyde den sidste dag ved elven fra Gapahuk. Lidt symbolsk tog jeg et morgentræk ned over mit favoritstykke, for nærmest lige at ”hilse på” og sige farvel. Jeg kunne mærke at det bare var sådan. 

Elven havde ikke ændret sig, så tankerne gik ikke på om der var laks. Tankerne gik ved mig på den ”Indre Laksefisker”, et fænomen som jeg ubevist var blevet draget ind i for tre til fire år siden, og som jeg lige så ubevist var ved at udleve for alvor. 

Jeg nød det, der skulle blive mit sidste træk ved elven den sidste dag ved Nordløkken på Aunøien. Tankerne for igennem mit hoved. Bare det at være så privilegeret, at kunne have muligheden for at rejse til andre lande, gå der og fiske, vende hjem igen og glæde sig voldsomt til at skulle af sted igen. 

Tankerne gik også på at der skulle gå to år før end vi begge igen sad i Gapahuk, fiskede stykkerne Singsås-hølen, Øvre og Nedre Sevilla-høllen, Raset med mere, igennem på Nordløkken, og atter nyde tilværelsen langt væk fra stress og jag derhjemme - vildt som vi kunne koble helt af ved elven og laksefiskeriet. Selv om der nu skal gå to år inden vi er tilbage, så glæder vi os selvfølgelig ekstremt til vores tur til Canada i 2012. 

Jeg kunne mærke på Jan Erik, at det var det samme. Vi snakkede om elven, vores tur og hvor fantastisk det havde været - altså denne uge uden laks……………..! Endnu engang nød vi en brunch ved bålstedet ud for Gapahuk - Lemmingen smuttede lige forbi for at sige farvel. 

Lige over middag imens vi lod maden synke, hilste på vores skotske venner, så puslede det i granerne på stien ned til os. Vores gode svenske ven Pär Frederikson stod klar med to stænger. Vi havde sagt til ham, at ville han prøve vores fiskevand, var han velkommen - samtidig havde vi fået en invitation til at prøve på deres side. 

                 

Vi kunne se glæden i hans ansigt over blot at få lov og gå på vores side og fiske. Vi havde samtidig forelagt ham, at vi ikke var der næste år, men kom igen i 2013 - det ville han gerne udfordre vores lodsejer på. Så ville han gerne leje vores stykke - det skulle vi nok lade gå videre. 

Før aften tog Pär Frederikson tilbage for at spise, imens havde vi sammen snakket med lodsejeren om Pär Frederikson’s ønske. Han ville vende tilbage, da en anden lystfisker havde lagt billet ind på at overtage vores uge i 2012. 

Over aften kom både vores lodsejer og Pär Frederikson ned i vores Gaupahug. Pär Frederikson fik fisket endnu mere på vores side, men desværre måtte lodsejeren fortælle ham, at vores stykke var lejet ud i 2012 - første gang oplevede vi et kort øjeblik en skuffet lystfisker….. men det gik hurtigt over. Pär Frederikson ville godt nok gerne fiske vores stykke i 2012. 

Det blev endnu en hyggelig aften ved Gapahuk, i selskab med lodsejer og Pär Frederikson, samt de to skotske venner, der til sidst gik døde og gav op - der var ikke mere at hente her. Vi tog vores målepind op af vandet, hilste en sidste gang på elven og gik til køjs.

En fantastisk tur, der i øvrigt lidt tragisk sluttede af med et massemord af Lemminger på kørebanen. Forsøgte man at undgå den man så til højre, ja så ramte man den der så kom ud til venstre - splat, splat. Vi sluttede lørdagen af i fjeldet, hvor min kones ønskede trædesten til vores nye havet blev fundet - 1000 tak Jan Erik, til dig og din Norske familie fordi i ville bidrage til det, samt en dejlig frokost ved disse gæstfrie mennesker. 

Den pragtfulde tur hjem med færgen i solskin, med godt mad og drikke, og i selskab med Bo Janniche og Lars, var super dejlig, og så var vi hjemme i sofaen 22.15 - kanon!!! Color Line, så bliver det godt nok ikke bedre! 

En så stor tak som jeg overhovedet kan give, skal gå til Jan Erik for en super perfekt tur (for andet år i træk) til en laksefisker, der de sidste par år har skrevet på et kapitel om sig selv ”Den Indre Laksefisker”. Kommer senere på dette site - et opgør med mig selv og ikke mindst laksefiskeriet generelt.

1000 tak til Bo Janniche med følge for de gode timer sammen ved elven i uge 31. Pär Frederikson - TAK! Vi håber virkelig vi møder dig og dine kompis igen i 2013 (måske kommer du til Kolding samme år med dine fine stænger?). TAK! Til Søren Kjær, Michael Koch og Nils Christensen for den store kammeratlige opbakning før, under og efter turen, samt ikke mindst tak til de mange der fulgte os via Twitter.

Til sidst lidt billeder fra turen - vi er tilbage i 2013

                  

                                                                             


                  


                                                                              

                

                                                                 

                 

                                                               

                                           


Finn Nielsen (på vegne af Jan Erik og tak for det)
Lystfisker-liv.dk og Dansk Laksefiskeri.dk