Åen er - undskyld sproget - gennempulet - Storåen
Er det Europas bedste Laksevandløb - Storåen??? Det er vi en hel del der mener
Redaktionen
En positiv historie
Her en historie om laksens gydning i nogle vandløb i Storå-systemet. Der er enkelte småting i artiklen, som ikke er blevet helt præcise. Men ok, det er blot detaljer. Hovedudtrykket er helt korrekt og meget vigtigt. Jeg håber i øvrigt ikke, at den noget friske overskrift støder nogen....
Arbejdet med at forbedre vandløbene i området foregår i et super godt samarbejde med vandløbsmyndighederne (kommunerne) og i et helt fantastisk samspil med lodsejerne (oftest landmænd m/k), hvor dialogen uden undtagelse er informeret, konstruktiv og præget af vilje til gensidig hensyntagen.
Torben Thinggaard
De seneste uger har Storå været ramme om et naturfænomen, hvor laks svømmer over 2500 kilometer tilbage til det sted i åen, hvor de selv kom til verdenen, for at lægge æg og efterfølgende dø.
Holstebro: Hver sommer kan man i Alaska opleve millioner af helt postkasserøde laks, der kæmper sig vej op igennem vildmarkens floder. Laksens instinkt får den til at kæmpe sig op af meterhøje vandfald, forbi sultne bjørne, under kongeørne på udkig efter mad og andre farer - for at sikre slægtens videreførelse på netop det sted, hvor den selv kom til verden, og for efterfølgende langsomt at dø af udmattelse.
Men man behøver ikke rejse til Alaska eller se et hav af naturprogrammer i fjernsynet, for et lignede naturfænomen finder faktisk sted i Storå.
Hvert år, i nogle uger fra midt i december til først i januar, gyder laksene i Storå, og da antallet af store laks i åen er steget, er det ikke sjældent at opleve laksenes gydning midt i Holstebro by.
Gydningssæsonen er så godt som ovre for i år, men på et af de mest populære steder at se de store fisk kæmpe for at sætte næste generation af laks i verden - Museumsparken - møder vi Torben Thinggaard, der er medlem af vandplejeudvalget i foreningen Sammenslutningen ved Storå og en af de lystfiskere, der de seneste år har hjulpet med at lægge tonsvis af grus ud i åen, for at laksen kan finde skjul til dens æg.
- Det er jo store ord at bruge, men det er jo et af naturens helt store mirakler og mysterier, vi kan opleve her midt i byen. Det er fisk, der kom til verden netop her for fem-seks år siden. De har svømmet over 2500 kilometer bort, og er så kommet tilbage for at sikre næste generation og selv dø. Det er fantastisk at opleve med egne øjne, siger han.
I 2015 opgjorde Institut for Akvatiske Ressourcer på Danmarks Tekniske Universitet - i daglig tale DTU Aqua - senest, hvor mange gydende laks der var i Storå. Her nåede man frem til, at der var over 5800, mens der i 2013 var 1236, og tilbage i 2003 var der 166 gydemodne laks i åen. Ingen har tal for slut 80'erne eller begyndelsen af 90'erne, men der har tallet sandsynligvis været meget mindre og måske et godt stykke under 50 gydemodne laks i Storå og sideløbene.
Men i og med at antallet af laks i åen er firdoblet på to år og 35 gange større end for 12 år siden, er chancen for at se gydende laks blevet meget større.
- For bare tre-fire år siden så folk meget mistænkeligt på én, hvis man en decemberdag stod mellem træerne nede i Museumsparken og stirrede ned i vandet. Nu kommer mange listende hen og spørger, om der er nogen. Så der er også mennesker, der ikke går op i fiskeri, som synes det her er spændende og fascinerende, siger Torben Thinggaard.
Den bedste periode er fra midt i december til den første uge i januar. Det er bedst nogle dage uden - eller med meget lidt - regn, da vandet bliver mere klart.På dage med høj solskin er det bedst at vente til sidst på eftermiddagen, hvor solen er lidt dæmpet.
Gå med strømmen i åen, da du så kommer ind fra laksens haleside, hvor den ikke har så godt et udsyn.
Går man stille og roligt, lader være med at råbe og undgår at kast skygger ned i vandet tæt på laksen, kan man sagtens kommer ind på tre til fem meters afstand af fiskene.
En meget lille del når tilbage
Selvom gydningssæsonen er så godt som ovre for i år, kan man tydeligt se spor af, hvad der er forgået.
Mange steder i sideløbene til Storåen, hvor vandet løber hurtigt hen over en stenet bund, ser man dybe huller efterfulgt af en lys bunke af grus og små sten.
- Åen er - undskyld sproget - gennempulet, siger Torben Thinggaard.
Det foregår sådan, at en hunfisk slår et hul i gruset med halen. Her lægger hun sine æg, hvorefter hannerne kæmper om at sprede sæd udover æggene. Når det er sket, dækker hunnen igen æggene til med grus og små sten, som hun slår op fra bunden. Det er vigtigt, at der hele tiden er friskt rindende vand, der kan ilte æggene.
Da hunlaksen ofte er knap en meter og vejer knap ti kilo, er det ikke noget lille hul, hun laver, og der hvor æggene er dækket til, kan man se, at bunden er lidt lysere, da sten og grus er blevet vendt.
Fiskeynglet bliver udklækket og kommer op af gruset engang i april. Ynglet lever to år i åen, før de som 12 til 19 centimeter store fisk svømmer ud i havet ved Thorsminde og sætter kursen mod Vestgrønland og Svalbard for forhåbentlig at vende tilbage.
Men det er en forsvindende lille del af de æg, der lige nu er blevet lagt, der vender tilbage til samme sted i Storåen som en stor gydeklar laks.
En hunlaks lægger cirka 1000 æg per kilo, hun vejer, altså lægger en hunlaks på seks kilo seks tusind æg. Af de æg bliver i gennemsnit halvdelen til yngel. Ynglen er dog sårbar og bliver ædt af større fisk i åen. Det er derfor en meget lille procentdel eller blot en promille af ynglen, der bliver til små fisk, og efter to år når ud i saltvandet ved Thorsminde. Af de laks, der når ud i vandet, er der cirka fem procent, der nogle år senere vil komme tilbage - andre vil blive ædt af andre fisk eller fanget af en heldig fisker.
- Det er meget hårdt at være laks, og derfor skal vi være glade for dem, der når tilbage og passe godt på de små, siger Torben Thinggaard, der første gang så laks gyde i 2012.
- Det var i Skjern Å-systemet, og det var noget, jeg aldrig havde drømt om at se, da jeg som en lille drenge fiskede der for 30 år siden.
- Dengang var laksen et meget sjældent trofæ, og alle, der fangede en laks, kom i avisen. At alle nu kan gå ned midt i Holstebro by og se laksene gyde er jo næsten et mirakel, siger han.
Cirka ni måneder i åen
Laksene lever typisk fire til fem år i Nordatlanten. De største når at blive over én meter og veje over 20 kilo, før de igen sætter kursen de mere end 2500 kilometer mod Thorsminde. Hvordan fiskene finder tilbage er et mysterium, men allerede langt ud i Nordsøen kan de temmelig sikkert lugte Storåens vand.
De største laks trækker op i Storåen allerede i marts-april måned. De spiser ikke fra de forlader Nordatlanten, og derfor er det biderefleks, nysgerrighed og måske et ønske om at skræmme fredsforstyrrere væk, der får dem til at bide på fiskernes kroge.
De skinnende sølvfarvede laks ændrer sig, mens de lever i Storåen frem til gydesæsonen. Fisken bliver mere slank, robust og de skinnende skæl bliver til en kraftig farverig hud. Hovedfaconen ændres, og hanfiskene får en kraftig krog i undermunden.
Fiskene bruger tiden på at finde tilbage til netop det sideløb, og ofte nøjagtig samme plet, hvor de selv kom til verden.
- Man kan ikke undgå at se, hvis der er laks, der er ved at gyde. De vælter rundt i vandet og bryder ofte vandet med store dele af kroppen. Hunner for at grave et hul eller dække æggene til, mens hannerne slås om at komme til at befrugte æggene. Det er meget fascinerende at se, fortæller Torben Thinggaard.
Skal blive ved med at hjælpe
De seneste år har kommunerne langs Storåen og lystfiskerforeningerne brugt penge og ressourcer på at hjælpe laksen. Dels ved at udsætte lakseyngel - en ordning som stoppede i 2017 - og ved at sprede grus ud i vandløbene for lave bedre muligheder for at gyde.
En af dem, der har hjulpet med at anlægge disse gydesteder, er Torben Thinggaard.
- Laksene er selvfølgelig eksperter i at finde det sted, hvor deres æg vil have størst chance for at klækkes. Og de lægger ikke æg, hvis ikke forholdene er helt perfekte. Derfor er det sindssygt spændende, når man går rundt og ser, om laksene nu også bruger de steder, vi har været med til at lave til dem, siger han.
Selvom antallet af laks er firdoblet på to år, mener Torben Thinggaard ikke, at man skal stoppe med at hjælpe laksen på vej.
- Det er vigtigt ikke at slippe gashåndtaget. Laksen er en vigtig indikator for, hvordan naturen klarer sig og forsvinder laksen først, så kommer den aldrig tilbage. Herudover er fisken mange penge værd for kommunerne - i form af lystfiskere, der kommer hertil, så jeg synes, der er masser af grunde til at passe på den, siger han.
Når laksens mission er fuldført, lægger den sig lige så stille ned på bunden for at dø, gå i opløsning og blive til næring for det fiskeyngel, der så småt er på vej ud på samme rejse.
Et sted mellem ti og 20 procent af laksene tager dog turen endnu engang. De kaldes andengangsgydere og er ofte rigtig store, når de vender tilbage for at gyde anden gang.
Sådan en laks var det sandsynligvis der blev fanget onsdag den 5. oktober 2016 midt i Holstebro.
Den målte 141 centimeter og var den længste laks, der nogensinde er fanget med fiskegrej i et dansk vandløb. Laksen blev desværre ikke vejet, inden den igen blev sat ud, for at den kunne finde hen, hvor den skulle gyde og sikre slægten.