Påske-Stor Laks på 107 cm og 14,34 kg

Fantastisk Laks fanget af Ivan Nielsen

Selv om det er nogle dage siden, så skal læserne da ikke snydes for en god artikel og gode billeder - MEGA stort tillykke her fra Ivan 
Redaktionen

En fantastisk premiere i Storåen med to Laks.

Vi ankom til zone 3 ca. kl 6.15 og fik akkurat den sidste p-plads. Der er som forventet mange fiskere ved åen, men stemningen er god og positiv. Vejret er perfekt med næsten ingen vind, noget der skal nydes på de kanter. Et par flotte Laks ligger allerede i græsset, så det tegner til at blive en super dag.

Jeg starter med at fiske ned over stykket og har dårligt fået fluen i vandet før fiskeren før mig råber fiiisk! Den mister han desværre efter et minuts tid.

Jeg fisker videre og efter ca. 15 minutters fiskeri tager Stor Laksen fluen. Fighten forløber uden den store dramatik, hvor Laksen for det meste går dybt og tungt med korte udløb.

Flemming Madsen der fiskede bag mig er kommet til. Vi har ikke rigtig set fisken endnu og snakker om den skal hjemtages eller sættes ud. Jeg anslår vægten til 7-9 kg og siger at den skal sættes fri, men hvis det er en 10+, vil jeg gerne have den.

Hvilket syn da den viser sig i overfladen. Den er over en meter lyder det fra Flemming og pulsen stiger et par grader til. Lidt efter ligger Laksen i græsset - stor og kraftig blank han Laks og ny PR. Mit glædes udbrud kunne vist høres langt ned ad åen. En utrolig oplevelse.

Et par timer senere tager en ny Laks fluen. Denne Laks er fuldstændig hidsig og tager lange udløb. Den bliver nænsomt landet med et greb i halen, hurtigt afkroget og målt mens den ligger i det lave vand til 90 cm. De hjælpende medfiskere tager billeder og Laksen bliver sat fri igen.



Vi ser flere flotte Laks blive fanget og der blev vel fanget omkring 10 Laks der hvor vi var.

Minsanten om jeg ikke også fik æren af at lande Heinrichs føste Storå Laks. En helt utrolig dag og hvor er det fantastisk at vi har fået så godt et Laksefiskeri i danmark. Det skal vi gøre alt for at værne om.


Knæk og bræk
Ivan Nielsen