Laksestop indført på Vardelaks over 75 centimeter i zone 1 og 2
AF: HENRIK REINTOFT Publiceret 05. maj 2017 kl. 15:13
Siden laksepremieren den 16. april er der fanget 139 vardelaks. Og kvoten på store laks over 75 centimter er nu brugt i zone 1 og 2, hvorfor det er indført laksestop.
Arkivfoto: Morten Stricker
Varde Sportsfiskerforening vil se på en ny fordeling af laksekvoten næste år.
Varde:
20 dage. Så få dage tog det lystfiskerne at fange det meste af årets tildelte kvote af vardelaks over 75 centimeter. Der er indtil nu hjembragt 101 vardelaks over 75 centimeter på zone 1 og 2 og Nørholm-stykket. Der er derfor med øjeblikkelig virkning indført laksestop på store laks.
På zone 3,4,5 og B-stykket er der dog fortsat ti laks tilbage over 75 centimeter. Men det er å-strækninger langt oppe i åsystemet, hvor laksen først trækker op senere på sæsonen. Og de er modsat en nyopstegen forårslaks ikke nær så attraktive.
Det er gået noget hurtigere, end Kaj Verner Lauridsen, formanden for Varde Sportsfiskerforening, havde forventet og håbet.
- Det gik hurtigt. Vi skal have det vendt i bestyrelsen, om vi kan gøre det anderledes næste år, siger Kaj Verner Lauridsen.
Eventuelt ved at dele kvoten af store laks op eller ved at lave en kvote for kæmpestore vardelaks på eksempelvis over 110 centimeter. Tænk sig at fange en vardelaks på 140 centimeter, som så skal genudsættes.
Ved at det er slut med at hive en stor vardelaks på land, så falder interessen og derved fiskeriet langs Varde Å. Og derved indtægterne.
Et stop så tidligt på sæsonen vidner om en stor opgang af vardelaks, hvilket skal ses i lyset af laksestoppet de tre foregående år. Det kom først den 24. maj 2016, den 30. juli 2015 og 19. juli 2014.
Så Kaj Verner Lauridsen forventer en noget større laksekvote næste år.
Det er fortsat muligt at hjembringe en vardelaks på under 75 centimeter. Kvoten på små vardelaks er 130. Knæk og bræk.
KILDE: Jyske Vestkysten