”To fluer med et smæk”
På tærsklen af den nye laksesæson 2016
Egentligt er denne lille artikel tidsløs, men koblet sammen med premieren på laksefiskeriet 2015, så kommer den ene flue i ”To fluer med et smæk” i spil.
Endnu en gang må jeg dvæle lidt ved gode gamle navnkundige E. G. Micheelsen, som jo desværre ikke længere er her og dermed gæster vores fiskevande med sin elskede fluestang og i øvrigt med de eneste fluer der duede (ifølge ham selv). Hvor han fisker nu, ”på den anden side”, vides ikke.
Endnu engang må jeg også give ham ret i en af hans mange betragtninger. Da jeg begyndte at binde fluer i 1988 – via E. G. Micheelsen – sagde han til mig en dag under private former i hans hjem i Aalborg Øst: ”Finn, den dag du kan binde en flue via dine tanker om dens udseende, og det færdige eksemplar bliver helt som forventet, så er du en stor fluebinder”.
Jeg var jo lidt kæk i mælet, som jeg kunne være som hans ven, og spurgte hvorfor det så aldrig var lykkedes ham. Han så lidt anstrengt på mig, hvortil han svarede: ”det er skam sket, da Poul Wellendorf og jeg lavede Godnat Fluen – det var jo mig der bandt den og Poul der dikterede den”. Okay så var det på plads
Som sagt så havde Micheelsen faktisk ret. Det skulle vise sig, at det ikke var så ligetil at producere en flue nøjagtig som ønsket inde i hovedet. Men efter 27 år bag fluestikket lykkedes det så. Før sæsonstarten på laksesæsonen i 2015, kunne jeg læne mig tilbage, nyde fluen i fluestikket – den så ud lige nøjagtig som jeg havde forestillet mig. Stor fluebinder? Ah sådan følte jeg det nu ikke, men en glad og stolt fluebinder var nok nærmere følelsen.
Kombinationen mellem farverne Orange, Gul, Banana Yellow/Beiss og Metal Golden Orange, sad lige i skabet – ikke fordi der var noget specielt i farvesammensætningen som sådan – disse farver er brugt i mange fluemønstre. Men her sad sammensætningen lige i øjet for mig.
Finn’s Premiereflue:
- Krop/rør: FF Orange Glitter Tube 3 mm og FF Fluo. Yellow 1,8 mm
- Krop/dubbing:: FF Yellow Orange Easy Dubbing
- Første hackle: FF Orange Saddle
- Undervinge: FF Banana Yellow Marble Fox
- Flash: FF Golden Yellow Polar Flash
- Overvinge: FF Banana Yellow Marble Fox
- Fronthackle: FF Yellow Saddle
- Sides: Jungle Cock
- Hoved: FF Metal Golden Orange Drainer Disc 6 mm
At det blev til ”To fluer med et smæk”, kom så ved at jeg var så heldig, at kroge, fighte og lande det skønneste stykke sølvtøj i form af en Laks på 6 kg – på denne flue og på premieredagen i Storåen.
Større bliver det ikke, det var en oplevelse hvor alt gik op i en højere enhed. At jeg så var sammen med supergode fiskekammerater samtidig gjorde det ikke mindre – herunder at se den store glæde de udviste for mig og mit held – tak for det gutter, det vil jeg sent glemme…..
En flot Laks – her fotograferet af Kim Sørensen
En superglad Laksefisker ved Storåen 16. april 2015
Som jeg skrev tidligere, så var fluen ikke belastet. Også selv om det var i Storåens ”dybe vand”. Fluen blev til gengæld fisket langsomt og stod nogle sekunder stille ved egen bred, før en hugget faldt. Så nødvendigvis skal fluerne ikke være belastet – men ofte vil det være en stor fordel – så døm selv.
Fem fisk på fem ture til Storåen sidste år (to Laks og tre havørreder), samt et par mistede Laks. Jeg skal være den første til at erkende, at jeg ved alt om, at ”træerne ikke vokser ind i himlen” (det er nu også godt nok, ifølge Johnny Madsen vil det jo forstyrre flytrafikken). Så jeg er blot taknemlig for hvad jeg har oplevet allerede!
Men derfor lever jeg da selvfølgelig i håbet om at gentage bedriften igen her den 16. april. Men endnu mere ønsker jeg inderst inde, at mine to supergode fiskekammerater (Jan Erik og Martin) her den 16. eller 17. april, kan stå med hver deres stykke sølvtøj (om end ikke, så i det mindste i løbet af sæsonen) ved bredden af Storåen ved Vemb.
Knæk og bræk til jer alle derude i eventyrets land. Må en Laks skyde frem i strømmen og gribe jeres flue.