Drømmene fortsætter mens elven ufortrødent bruser af sted…

01. juni – 31. august – på papiret et godt stykke tid, men disse 13 uger er bare pludselig pist væk og borte.

Hvert år forvandles disse 13 uger til drømmenes teater, med håbet om en, glæde over, samlingspunkt for, drømmen om, hugget fra en, kampe med, vundne kampe med, tabte kampe med, ja man kunne jo blive ved – selvfølgelig med et ord - LAKS!!!.

Hvert år her den 01. september står man som lige nu med en venten – en 9 måneders venten på at en ny Laksesæson i Norge skal tage sin start, ikke mindst når man fisker i pragtfulde Gaula, men jeg er sikker på at andre elve i Norge har lige så mange drømmende Laksefiskere, som os der gæster Gaula.

Selv om vi i Danmark er blevet særdeles privilegeret med Laksefiskeri i topklasse, endda i hele 6 måneder i de vestvendte vandløb, og derudover heldig som undertegnede et par gange at kunne gæste British Columbia i Canada, så er det IKKE for mig og flere  andre et: HELLERE Storåen, HELLERE BC i Canada – det er et OGSÅ.

Hvert år glæder jeg mig til Laksepremieren og Laksefiskeriet i Danmark, men når starten på Laksesæsonen i Norge nærmer sig, glæder jeg mig mindst lige så meget til denne. ”Sæsonerne” har hver sin charme og hver sine oplevelser, og ikke mindst mødet med- og samværet med andre fiskekammerater.

Jeg er ikke den rigtige til at se tilbage om det var en god eller en dårlig sæson i Gaula i 2017. Det har jeg heller ikke megen lyst til. For mig er der altid gode sæsoner i Gaula, og det er fordi at Laksen ikke fylder det hele. Der er så meget andet at glæde sig over, når man igen står og bor ved den brusende elv i den smukke Norske natur, ikke mindst sammen med fantastiske fiskekammerater – dette alene giver en god sæson i Gaula – for mig!

Lige nu flyder Gaulas strømme fortsat ufortrødent mod udløbet i fjorden ved Trondheim. Laksen vil fortsat ankomme – uvis om antallet – og kæmpe sig op gennem fosserne
og strømmene på vej mod målet – gydepladserne og bidraget til de kommende generationer af Laks.

Tilbage vil jeg så fortsat drømme, kigge tilbage til den fantastiske uge jeg og fiskekammeraterne havde i uge 29, kigge på resten af sæsonen i ord og billeder, imponerende flot beskrevet af Michael Koch med flere – TAK TIL JER ALLE! Jeg ved der vil komme yderligere en afsluttende beretning fra Michael Koch på et tidspunkt.

Til slut vil jeg lige give ordet til Søren Kjær der på glimrende vis slutter sæsonen af ved Gaula, nærmere betegnet ved det flotte Reitsøa Vald i Singsås.

Så forsvandt den! Lakse sæsonen i Norge 2017 er slut!

Gode timer går hurtigt, nu er de tre måneder forsvundet, de er væk og kommer aldrig igen.

     

Som det hører sig til, havde vi bål ved gapahug, og whisky blev drukket mens lyset forsvandt.

Jeg vil drømme i de næste 9 måneder - intet andet fiske kan erstatte dette paradis!

Søren Kjær Nielsen


Finn Nielsen
Lystfisker-liv.dk