Skotland og Norge
Så gør vi klar til sæsonstart i Norge
Undskyld fraværet den seneste tid, men det har været lidt svært at følge med fra Afrika, hvor internet og data-roaming har været en udfordring.
Samtidig har travlhed på jobbet ligesom skubbet Fiske-fokus lidt i baggrunden - men nu er jeg klar og det ser ud til at Norge og især Gaula også er.
Jeg må tilstå, som jeg vist har måttet før, at diverse sne- og vejrmeldinger ikke er helt til at stole på, eller også er det fordi jeg ikke forstår at benytte de informationer korrekt, hvilket jeg naturligvis ikke selv kan tilslutte mig.
Nå men Skotland udviser ikke de store oplevelser og fisker faktisk ligesom sidste år, hvilket jeg vil kalde temmeligt dårligt og der kommer stadig afbud fra fiskere på både River Dee og River Spey. Flere bekendte har været i både River Earn, River Forth, River Teith og på River Spey, men informationerne er ikke positive. Så Skotland er på tiden ikke et sikkert sats for en sommerfisketur. Vi må håbe at fiskeriet kan svinge sig op i efteråret.
Norge og især Gaula ser til genæeld (vejrmæssigt) rigtigt fint ud her op til premieren, og (uden at være sikker) så ser det ud til at den værste flom er ovre. Ifølge det “vejr” jeg har kunnet finde data på, så er flommen udelukkende skabt at lunt sommervejr, hvilket må betyde, at det meste sne er væk, og tilbage er kun de mindre mængder der ligger i sprækker og på nordvendte bakker.
Temperaturen er ifølge Gaula.no jo også helt fin med op til 7 grader, og hvis det lovede sommervejr for næste uge holder, kan det blive en rigtigt spændende uge. Vandstanden ser rigtig godt ud og hvis den holder sig på eller under 200 kubik i sekundet, vil laksene kunne passere Gaulfossen i premiereugen.
Jeg husker premieren i 2009, hvor vi ramte disse forhold og hvor temperaturen midt i ugen nåede op på 9 grader og laksene tog fluer på flydeline. Det er og har altid været drømme-scenariet, at fiske friske juni-laks på flydeline og Hitch og se laksen tage fluen i et vildt skumsprøjt med efterfølgende lange rasende udløb.
Udsigterne er fine, men lidt malurt er der jo altid som denne nyhed fra Adressa.no http://www.adressa.no/nyheter/trondheim/article9748068.ece
Gudskelov er 20.000 liter jo en meget lille andel i en elv som Gaula, men derfor ikke desto mindre temmeligt uheldigt for et lille tilløb. Jeg ved ikke om det nævnte tilløb har nogen væsentlig opgang af laks og havørred med dertil hørende gydning, der i så fald nok er hårdt ramt af uheldet, men den seneste flom har sikkert renset Gaula godt ud.
Husk de nye regler for Gaula med max 2 laks over 80 cm for hele sæsonen og iøvrigt stadig max 1 (død) laks per døgn. http://www.gaula.no/sider/tekst.asp?side=92
Forhåbentlig får vi snart en rigtig ordning, der sikrer Gaulas bestand og ellers tilgodeser fiskerne gennem hele sæsonen. Jeg så gerne en ordning, hvor alle storlaks blev genudsat og at det blot var Grilse vi måtte hjemtage.
Jan og undertegnede er ved Gaula fredag den 30/5 og så vil vi rapportere direkte fra stenbredden.
Velkommen til premieren I Norge og rigtig stram line til alle.
Michael Koch
Lystfisker-liv.dk og Dansk Laksefiskeri.dk