Fluer og Fiskere - Onsdags-fluen
Onsdags-fluen - ved Karup Å
Karup Å alle lystfiskere begynder at drømme om store havørreder når dette navn bliver nævnt. Og hvilket herligt fiskevand.
Jeg har selv været medlem i Skive Lystfiskerforening i 13 år og er også medlem i Sdr. Resen Lystfisker-Konsortium.
Dette har betydet, at jeg har mødt mange lystfiskere med samme trang til at besøge dette dejlige vandløb igen og igen, - ja jeg vil nærmest sige at man bliver besat af dette skønne sted. Det har selvfølgelig også betydet mange og dejlige venskaber samt oplevelser.
Mange af disse fiskere, som jeg har mødt - har også deres favoritfluer og det kan til tider være hårdt arbejde at få fluerne frem i dagslyset. Nu er jeg ikke en der gir´ op uden kamp og derfor er det lykkedes mig at få lavet en pæn samling af fluer, som bliver flittigt brugt ved Karup Å.
En af disse fluer er Onsdag-fluen. En flue som nok mange, - når de ser den vil sige - ååh, ik´ andet, den er der ikke noget særligt ved! Næh, det er der sådan set heller ikke, men jeg syntes personligt den tiltaler mig med dens enkle og ikke helt almindelige farvevalg. Oliven krop er ikke meget brugt. Og dem der kender mig ved, at det enkle er min kæphest.
Niels med flot laks fra Skjern Å
Fluen så dagens lys første gang i 1981. Fluen blev født hos Niels Præst i Herning. Den fangede mange fine havørreder de første år men blev så lidt glemt igen. 20 år senere fandt Niels den frem igen, og den har siden haft fast plads i flueæsken. Da jeg første gang så fluen måtte jeg bare ha´ en til min samling, og heldigvis kunne Niels overtales til at gi´ en væk.
Flue: Bundet af Niels Præst - Foto: Finn Nielsen
Bindemønster:
Krog: Mustad 36890 str. 4-6
Hale: Guldfasan crest
Rib: Oval guldtinsel
Kropshackle: Lys brun
Krop: Golden olive sæluld (børstes godt ud)
Falsk hackle: Lys blå perlehøne
Vinge: Sortbrun egern hale
Hoved: Sort
Dette er Niels´s bindemønster. Som vinge bruger jeg en tynd undervinge af dansk rød egern med natur sort egern over, dette fordi jeg ikke har kunnet finde en egernhale magen til den Niels bruger.
Tak for fluen Niels!
Mvh
Milton Christensen.