Indledning...


Lad aldrig lystfiskeriet blive til en videnskab - nyd lystfiskeriet og alle dets glæder - men udnyt din viden og erfaring til at opnå glæderne…

Finn Nielsen
KYSTFISKEREN


”Den tid du fisker, lægger Vorherre ikke til”, sådan lyder ordene i den første bog omkring lystfiskeri af Izak Walton fra 1400-tallet.

”Guderne trækker ikke fra et menneskes tilmålte levetid, de timer der gik med at fiske”, fundet på en assyrisk stentavle 2000 år før Kristus.

En god indgangsvinkel til, hvor dejlig en hobby og fritidsbeskæftigelse lystfiskeriet er, og som vi har med at gøre.

Alene det at kunne færdes i naturen og dermed opleve mange andre ting end lige fiskeriet. Naturen i sig selv, de forskellige årstider og deres charme, dyrelivet som oftest kun opleves netop her, og ikke mindst den ro, der fylder en langs bredden af vores mange vandløb.

Men også den ufattelige spænding, der udløses i en når hugget falder, enten pludselig og overraskende, eller også forventet. Uanset hvilken måde - så er det en stor oplevelse, når havørreden eller laksen pludselig tager vores flue.

Ingen skal være i tvivl om, at man tager ud for at fange en fisk. Det ultimative er dog at kunne nyde en nultur eller to, og så tage andre oplevelser med sig hjem. Nulture vil komme, nogle gange er der bare ikke fisk af nævneværdig mængde i åen. Men med den opnåede erfaring og omtanke for fiskeriet oplever man ikke nulture som et problem, for man ved at en af de næste ture formentlig giver en fisk.

Det er for mig en stor oplevelse, at kunne binde en flue, såvel et kendt mønster eller endnu bedre, eget mønster, og så gå ud og fange en fisk.

En anden god oplevelse er at tilegne sig den viden, der gør det muligt at vide hvor fiskene har deres standpladser, hvordan jeg skal fiske min flue til dem, og så opleve at det lykkes - når fisken overlistes af min flue.

Når fiskene ikke bider bruger jeg ofte tiden ved åen til at kigge vandløbet ud, er der ændringer i åen, har standpladser ændret sig. Nye standpladser kommer til og andre forsvinder, ofte grundet efteråret og vinterens forhøjedes vandstande og direkte flomme. Aldrig behøver man at tage hjem fra åen uden, at nye ting kan bearbejdes og bruges næste gang man gæster åen.

Men vigtigst af alt - gør aldrig lystfiskeriet til en videnskab. Du bliver heldigvis aldrig udlært.

Nyd det derude i eventyrets land, så vil du også en dag opleve, at en havørred eller en laks skyder frem i strømmen og tager din flue...

 

Finn Nielsen
KYSTFISKER
EN