"Bittersweet night at River Karup".
Aulum-Haderup Sportsfiskerforenings vand.
6,6 kg 83 cm blank hanfisk, Vormstrup. "Blæksprutte" i klassisk sort/hvid farve kombi, som vi kender fra "Godnat-fluen" var den rette medicin i det her tilfælde.
En arbejdssejr af de helt gode langs åen, idet natten startede køligt og fiskene var sløve. De to havørreder jeg rejste i kulden ville i hvert fald ikke røre fluen. Men så kom skyerne, og temperaturen steg lige 4 grader.
Fiskene var straks mere medgørlige, og jeg havde hurtigt kontakt til to, som dog desværre stadig var yderligt kroget, og begge derfor røg af.......den ene var en god ti-punder, så det sveg lidt i mørket.
Længere nede af åen, havde en anden vægtig fisk taget ophold på en klassisk standplads. Den rejste tre gange til fluen uden at ville tage, og jeg ændrede derfor taktik hver gang for hele tiden at præsentere noget andet/nyt for den. Så fik den jo også lige en pause ind imellem "sessionerne".
Slutteligt fandt jeg dog den rette medicin, så i fjerde forsøg smadrede den kæberne sammen om fluen (en bredskuldret "Blæksprutte"), og en herrefight kunne tage sin begyndelse. Det endte dog godt, og jeg kunne slæbe en skøn blank hanfisk på 6,6, kg op til bilen.
Med venlig hilsen
Allan Nørskov Johansen
Aulum-Haderup Sportsfiskerforening